tirsdag den 16. marts 2010

Vejr, vind og Skopje

Hej alle, så er jeg på banen igen med lidt nyt herfra... selvom der rent faktisk ikke sker særlig meget hernede. For mit arbejdes vedkommende er det nået til driftsfasen, jeg skal bare holde det vedlige. Inden for den sidste uge har jeg været 3 dage inde ved KFORs hovedkvarter i Pristina for alle lave noget edb. Jeg havde regnet med en formiddag, men det rakte altså ikke.

Jeg glæder mig til at komme hjem igen, i skrivende stund er der vist kun 38 dage, jeg er vistnok halvvejs i denne periode. Det bliver lækkert at se alle børnene igen. Josefine er dog sur over at hun ikke kan se disney sjov den fredag jeg kommer hjem. Jeg lander først i Karup omkring kl 19. Det er træls at forsvaret har valgt den billigste flyvetur. Det betyder at vi skal vente næsten 5 timer i Wien på at komme til København. Det er surt. Til gengæld koster dagen ikke nogen leavedag, den tæller først fra lørdag.

Jeg har iøvrigt fået brugt nogle penge hernede, jeg har købt mig et nyt og stort digital kamera, Canon EOS 550D, den kan godtnok tage nogle flotte billeder, ellers er det kun noget slik jeg har købt. Inde i Pristina har de en kæmpe varehus med tøj og sko. Bla. armani jakkesæt til 64 euro, ja jeg ved godt det er kopivarer men de er alligevel flotte.

Løbeturene er desværre gået lidt i vasken, jeg har fået noget skinnebensbetændelse, fordi jeg har gået for hårdt til den hernede, med løb på asfalt hver anden dag. Det kunne benene ikke lige holde til. Nu står den på kamfercreme 3 gange daglig og lidt cykling i motionscenteret. Med den mad de serverer i cafeteriet er man nødt til dyrke en eller anden form for motion.

På lørdag er vi en masse der tager til Skopje i Makedonien, det bliver rart for en gangs skyld at iklæde sig civilt tøj og gå lidt rundt i Skopje by. Det er præsten der arrangerer. Jeg er forresten igen begyndt at dele brød ud til gudstjenesterne som jeg gjorde det i Irak.. Måske man skulle søge et job som kirketjener når man kommer hjem.

Solen er så småt ved at få overtaget, i dag har vi haft næsten 14 grader, her er dog stadig lidt nattefrost, vi venter på at foråret kommer, så vi kan sidde ude i vores fællesområder.

Alt for Kosovo i denne omgang...

Kenneth